Der er dage, hvor foråret føles som et stille løfte. Solen varmer huden, luften bliver blødere, og kroppen begynder at vågne efter vinterens tyngde. Vi trækker vejret lidt dybere, som om kroppen spontant åbner sig mod lyset.
I yogaen taler vi om prana – livskraften, den subtile energi, der gennemstrømmer alt levende. Prana betyder bogstaveligt livsenergi, og i den gamle yogatradition beskrives den som den kraft, der forbinder os med universet og opretholder både vores fysiske, mentale og åndelige velbefindende. Vi modtager prana fra mange kilder, men særligt fra solens energi, som foråret så gavmildt giver os.
Når solen rammer huden, og vi trækker vejret i den friske luft, kan vi næsten mærke, hvordan prana begynder at bevæge sig mere frit i kroppen.
Surya Namaskar – en hilsen til solen, lyset og livet
I denne årstid får Solhilsnen – Surya Namaskar en særlig betydning. Det er ikke blot en sekvens af bevægelser, men en hilsen:
En hilsen til solen
En hilsen til lyset
En hilsen til livet
Vi løfter armene som en åbning mod solen og vi strækker os tilbage som en invitation til alt det nye.
Foråret inviterer os til at være til stede i nuet og det helt enkle: solens varme, den friske luft, farverne, duftene – alt det, der minder os om at være levende.
Billeder: www.magnific.com
